Den islamiske republik Iran har været involveret I en systematisk kampagne med chikane og trusler mod Vahed buschaufførerne i løbet af de sidste 11 måneder. I marts 2005 begyndte firmaet at fyre aktivisterne der forsøgte at gen-opstarte fagforeningen der havde været opløst under 1980’erne undertrykkelse.
9. maj 2005 angreb omkring 300 medlemmer af Labour House og det islamiske Labour Council (to organisationer som de islamiske regime bruger til at undertrykke ægte arbejderorganisationer og fagforeninger), et møde afholdt af den stiftende komite for fagforeningen for Theran og forstæders Vahed busselskab. Hjulpet af sikkerhedsstyrker, var de i stand til at bryde døren til fagforeningskontoret op, at smadre vinduerne, rive dokumenter og bøger i stykker og tæske op omkring ti medlemmer af den stiftende komite.
Hassan Sadeghi, sekretæren for det koordinerende hovedkvarter for det islamiske Labour Council, og mindst ni andre ledere af Labour House og det islamiske Labour Council, ledte dette angreb. Angriberne gik især efter Mansour Ossalou, Vahed lederen af fagforeningen. Mens Sadeghi holdt Ossalous hånd bag hans ryg, forsøgte en af de andre af de regimeudpegede ”arbejder ledere” at skære hans tunge ud. Efter hans hospitalsbehandling var det hr. Ossalou der blev taget i forvaring til afhøring – ikke angriberne!
Et par uger senere deltog disse angribere I den Internationale arbejderorganisation (ILO) 93. møde i Geneve. 14. juni 2005 gennemgik konferencen arbejdersituationen i Iran hvor Sadeghi og en anden af angriberne optrådte som ægte arbejderrepræsentanter og ’eksperter’!
I slutningen af juni havde antallet af fyrede arbejdere nået 17. disse var alle ledere og medlemmer der havde været involveret i at organisere den første generalforsamling for Vahed fagforeningen d. 3. juni 2005 – hvor 8000 af de 17.000 arbejdere deltog i debatterne og valgene.
Regimet løslod gradvist og under meget pres fra arbejderne I Vahed, arbejderne i andre industrier og internationale organisationer, disse ledere og aktivister. Ikke desto mindre er forfølgelsen af Vahed fagforeningsaktivisterne fortsat på et lavere niveau indtil 22. december. Kl. 6 om morgenen denne dag, ransagede ansatte fra Informationsministeriet hr. Ossalous hjem og arresterede ham og flere andre medlemmer af forretningsudvalget i fagforeningen. Dette var et tiltag beregnet på at få dem til at føle sig isolerede – eftersom det ville være svært at mobilisere international støtte i juleferien.
Men Vahed arbejderne havde ikke tænkt sig at dukke nakken for deres chefer. Omkring 3000 af dem gik i strejke d. 25. december 2005. regimets svar var at fastfryse fagforeningens bankkonti, blokere lønudbetalingerne og anklage dem for opdigtede forseelser. Det brugte også borgmesteren af Teheran dr. Ghalibaf, til at forsøge at overbevise arbejderne om at slutte deres strejke. Ghalibaf fortalte dem historier om hvordan han selv kom fra en ydmyg baggrund, at hans far havde været arbejder o.l. Men alle hans løfter om arbejdernes underliggende problemer viste sig at være tomme.
Arbejderne bekendtgjorde at de ville gå tilbage I strejke 28. januar, og krævede hr. Ossalou skulle frigives og deres fagforening anerkendes. Denne gang angreb regimets sikkerhedsstyrker deres hjem natten før strejken og tæskede og arresterede medlemmer og deres familier. (En række af arbejdernes koner og døtre blev tilbageholdt i nogle dage).
På dagen for strejken mobiliserede regimet politiet, uropolitiet, civilklædt sikkerhedsbetjente og forskellige paramilitære grupper. De forsøgte gennem vold at tvinge arbejderne tilbage til arbejdet. Derefter arresterede de mellem 700 og 1300 arbejdere, og mange studerende og andre der støttede strejken. De arresterede arbejdere gjorde modstand; på et tidspunkt var over 500 i sultestrejke i Evin fængslet. De der stadig var frie annoncerede, at de ville gå i strejke fredag d. 3. februar. Deres krav var:
- løsladelsen af hr. Ossalou og andre ledere
- underskrift af en kollektiv overenskomst
- anerkendelse af fagforeningen
- bedre løn og forhold
Strejken foregik uden store hændelser eftersom fredag svarer til søndag i den Islamiske Republik og arbejderne blev hjemme.
Men der er stadig 60-70 arbejdere I fængsel – mange af dem I sultestrejke. Støtten og opbakningen fra den internationale arbejderbevægelse er afgørende i at få løsladt Vahed arbejderne og hjælpe dem med at få opfyldt deres retfærdige krav. Den iranske arbejderbevægelse står ved en korsvej og en sejr for Vahed arbejderne vil hjælpe med at åbne vejen for anerkendelse af fagforeninger, ægte og repræsentative arbejderorganisationer og bedre løn og forhold for millioner f arbejdere. Vi beder jer kraftigt om at støtte den internationale aktionsdag 15. februar som et skridt på vejen til at skabe denne ændring i det iranske samfund.
Iranian Workers' Solidarity Network
14. februar 2006